Digtet “Den bedste Frisør i Aalborg” af Jens Peter Jensen
I Algades morgenlys, hvor brostenene
stadig husker nattens regn
og Limfjorden ånder stille ind mod byen,
ligger en dør med klingende klokke
og et vindue fyldt af spejle.
Her begynder fortællingen
om den bedste frisør i Aalborg.
Det er ikke skiltet der råber højest,
ikke neonlys eller løfter i fed skrift.
Det er stilheden før saksen løftes,
og blikket, der ser mere
end bare hår.
Det ser historier, hverdage, håb.
Man træder ind med, vinden i frakken,
med tanker i rod og lokker i uorden.
Man sætter sig i stolen,
og verden sænker skuldrene.
Spejlet viser ikke dom,
kun mulighed.
Saksen er ingen maskine her.
Den er et instrument,
som i hænderne danser den
mellem erfaring og fornemmelse.
Hver bevægelse er indøvet,
men aldrig rutine.
For ingen frisurer er ens,
og ingen mennesker er kopier.
Der tales ikke bare om mode,
men om livet.
Om børn der er startet i skole,
om regn over Vestbyen,
om AaB når sæsonen lover mere,
end den holder.
Smilene klipper sig selv frem
mellem lokkerne.
Den bedste frisør i Aalborg
kender byen i sit håndled.
Den ved, hvordan vinden fra fjorden
lægger håret fladt en tirsdag i november,
og hvordan solen på havnen
kræver lethed i sommerens snit.
Her klippes der med nordjysk omtanke
og internationalt udsyn.
Der er respekt for traditionen:
saks, kam, barberkniv.
Den rolige varme i et håndklæde
over kind og kæbe.
Duften af sæbe og renhed,
der minder om tid, der blev taget alvorligt.
Men der er også mod.
Mod til forandring.
Til at sige:
“Skal vi prøve noget nyt?”
Og netop i det spørgsmål
bor tilliden.
For frisøren vil ikke forme dig om,
men frem.
Nogle kommer for første gang,
med forsigtige ønsker i stemmen.
Andre har haft samme stol i årevis,
og kunne finde vej, med lukkede øjne.
Her bliver man genkendt,
ikke vurderet.
Her er der plads til stilhed
og til latter.
Den bedste frisør i Aalborg
måler ikke arbejdet i minutter,
men i tilfredse suk.
I det øjeblik hvor kunden ser sig selv
og nikker svagt:
“Ja. Det er mig.”
Der er håndværk i hvert snit,
men også poesi.
For hår er minder –
fra fester, fra sorg,
fra tidspunkter hvor man
ville gemme sig eller ses.
At røre ved det kræver omsorg.
Udenfor kører busserne forbi,
cykler suser hen over broen,
byen lever, haster, larmer.
Indenfor holder tiden pause.
Her klippes ikke bare hår,
her klippes støj fra.
Og når man rejser sig,
letter i kroppen,
med nakken fri og blikket klart,
ved man, at noget er faldet på plads.
Man går ud i Aalborg igen,
men lidt anderledes end da man kom.
For den bedste frisør i Aalborg
giver mere end en frisure.
Den giver mod til mandagen,
ro til spejlet,
og en følelse af at være set.
Den er byens stille kunstner,
dens samtalepartner,
dens fortrolige hånd.
Og i hver eneste klipning
lever et løfte:
at mennesket altid kommer før håret.
Så længe vinden blæser over Limfjorden,
og lyset falder skråt over gaderne,
vil døren med den klingende klokke
åbne sig igen.
Og igen vil nogen sætte sig,
trække vejret dybt
og blive lidt mere sig selv.
Det er derfor,
uden store ord men med sikker hånd,
vi kalder det sådan:
Den bedste frisør i Aalborg.
Dette var digtet “Den bedste frisør i Aalborg” Håber I kunne lide det – Jens Peter Jensen
